Her samler vi de spørgsmål og fagudtryk, som oftest dukker op, når man er ny i emnet — fra "hvad er egentlig polykultur?" til "hvorfor snakker I hele tiden om mikroliv?" Klik på et spørgsmål for at folde svaret ud.
Mange af svarene herunder bygger på Pia og Steen Nørhedes eget oplæg "Trivsel i jordbunden", holdt ved Den Alternative Sommerhøjskole 2026. Nogle svar er suppleret med kort baggrundsopslag for at give en mere generel forklaring. Alt er markeret Udkast og skal læses igennem af Pia og Steen, før det publiceres — især de konkrete tal og eksempler fra oplægget.
Levende jord betyder, at jorden ikke bare er et fysisk materiale, planterne står fast i, men et fungerende økosystem: bakterier, svampe, smådyr, planterødder, luft, vand og organisk materiale, der arbejder sammen. Pia forklarer det med, at "trivsel i jorden" handler om samspillet mellem jordens mikroorganismer og planterne — lidt ligesom trivsel hos mennesker handler om relationer og forbindelse, ikke kun om at få dækket basale behov.
Kilde: Projektplanens §5.2 samt Pia Nørhede i "Trivsel i jordbunden" (Sommerhøjskolen 2026).
Udkast — forenklet forklaring, bør kvalificeres af Steen: Økologisk landbrug er en certificeret driftsform uden kunstgødning og syntetiske pesticider. Regenerativt landbrug er ikke en fast certificering, men en retning inden for både økologisk og konventionelt landbrug, der fokuserer på at genopbygge jordens biologi — fx gennem jorddække, mindre jordforstyrrelse og større afgrødediversitet. Permakultur er oprindeligt et bredere designprincip for bæredygtige systemer (ofte brugt om haver og mindre arealer), som deler mange af de samme principper som regenerativt landbrug, men med rødder i en anden tradition.
Pia beskriver selv, hvordan hun og Steen har lært permakultur-principper gennem cirka ti år og bruger dem i haven, mens landbruget i højere grad følger principper fra regenerativt landbrug.
Kilde: Pia Nørhede i "Trivsel i jordbunden". Definitionerne af økologi/regenerativt/permakultur er suppleret og bør kvalitetssikres af Steen før publicering.
Fordi det er det første princip i både regenerativt landbrug og permakultur ifølge Pia og Steen. Jo flere forskellige arter, der vokser sammen, jo mere ligner systemet naturen — hvor der altid er stor diversitet og samarbejde mellem arter. Pia nævner som eksempel en have, hvor kålsommerfuglelarver bliver holdt i skak af en snyltehveps, der lægger æg i larverne: et lille "kredsløb", hvor arterne både hjælper og bekæmper hinanden, og hvor helheden fungerer bedre, end hvis man kun så på én art ad gangen.
Kilde: Pia Nørhede i "Trivsel i jordbunden", med reference til en rapport fra Aarhus Universitet (ca. 2024) om økologisk/regenerativt landbrug, som ligger til grund for de principper, Pia og Steen bruger.
Jorddække betyder, at jorden så vidt muligt altid er dækket af levende planter eller planterester — aldrig bar jord. Det holder på fugten, beskytter mod erosion og giver kontinuerligt organisk materiale til jorden. Steen forklarer, at "naturens hemmelighed" er, at der altid er noget grønt: selv om vinteren er der en smule vækst, og planterne fortsætter med at sende sukkerstoffer ned til rødderne, hvilket holder på næringsstofferne. Fjerner man planterne — fx ved sprøjtning med glyfosat og pløjning — mister jorden de rødder, der ellers ville optage næringsstoffer som nitrat, og risikoen for udvaskning til grundvand og vandmiljø stiger.
Kilde: Steen Nørhede i "Trivsel i jordbunden".
Jordforstyrrelse dækker over mekanisk forstyrrelse (fx pløjning og fræsning), kemisk forstyrrelse (fx pesticider) og biologisk forstyrrelse. Fælles for dem er, at de kan ødelægge det mikroliv og de økosystemer, der er bygget op i jorden. Et af principperne i regenerativt landbrug er derfor at undgå unødig forstyrrelse — ikke fordi man aldrig må røre jorden, men fordi hver forstyrrelse har en biologisk pris.
Kilde: Pia Nørhede i "Trivsel i jordbunden" samt projektplanens §5.3.
Steen forklarer, at jord groft sagt består af tre ting: jordmineraler (sand, ler og silt — forskellen er bare, hvor store eller små partiklerne er), organisk materiale (både levende rødder og dødt materiale som planterester) og mikrolivet, der lever i og af det hele. Jordmineralerne indeholder en masse næringsstoffer, som planterne ikke kan få fat i direkte — men det kan bakterier og svampe, fordi de har enzymer, der kan nedbryde mineralerne og frigøre næringsstofferne.
Kilde: Steen Nørhede i "Trivsel i jordbunden".
Mykorrhiza er en gruppe svampe, der lever i et samarbejde (symbiose) med planterødder. Svampenes trådnetværk (mycelium) går ind i planternes celler og henter sukkerstoffer, som planten har dannet ved fotosyntese. Til gengæld bruger svampene deres netværk i jorden til at hente kvælstof, fosfor, kalcium, magnesium og andre næringsstoffer, som de afleverer til planten "som tak for sukkeret". Steen kalder det billedligt for at "fodre mikroorganismerne hele slikskålen" — jo flere forskellige plantearter og rodtyper, jo flere forskellige svampe- og bakteriestammer kan der leve af de forskellige sukkerarter, rødderne udskiller.
Kilde: Steen Nørhede i "Trivsel i jordbunden".
Rodeksudater er de sukkerstoffer og andre forbindelser, som planterødder aktivt afgiver til jorden — ifølge Pia ofte over halvdelen af det, planten danner ved fotosyntesen. Det kan lyde som spild, men det er tværtimod grundlaget for samarbejdet med jordens mikroliv: bakterier og svampe lever af eksudaterne og betaler tilbage i form af næringsstoffer, som planten ellers ikke selv kunne optage fra jordmineralerne.
Kilde: Pia Nørhede i "Trivsel i jordbunden".
Udkast — Steens forklaring var mundtlig og lidt uformel, bør præciseres: Steen beskriver humus som den del af jordens kulstof, der er svært nedbrydeligt og derfor bliver i jorden i mange år. Når man for eksempel nedmulder græs, omsætter mikroorganismerne det først til næringsstoffer for næste afgrøde — det er en hurtig proces. Kun en del af materialet ender som stabil humus, og det er en meget langsommere proces, som Steen kalder "et generationsspørgsmål". Han peger også på, at det kulstof, svampe og planterødder opbygger i samarbejde, er mere holdbart end fx at tilføre biokul eller halm direkte.
Kilde: Steen Nørhede i "Trivsel i jordbunden". Bør kvalificeres fagligt af Steen, da forklaringen i oplægget var mundtlig og forenklet.
Når jorden pløjes og ligger bar, mister den de levende rødder, som ellers ville holde på næringsstofferne og fortsætte med at "fodre" jordens mikroliv, selv i vintermånederne. Steen forklarer, at uden planter til at optage fx nitrat, kan næringsstofferne udvaskes til grundvand og vandmiljø. Han nævner i den forbindelse "nitratbæltet" som et regionalt eksempel på, hvor udvaskning historisk har været særligt synlig.
Kilde: Steen Nørhede i "Trivsel i jordbunden". Skal bekræftes: den geografiske detalje om nitratbæltet er gengivet mundtligt i oplægget og bør efterprøves, hvis den skal bruges direkte på siden.
Polykultur betyder, at man dyrker flere afgrødearter sammen på samme areal i stedet for kun én ("poly" betyder "mange"). Steen har blandt andet arbejdet med en blanding af vårhvede, havre, ærter, gul lupin, fodervikke, boghvede og olieræddike (eller sæddodder) — syv forskellige planter, der sås og høstes sammen. Ifølge Pia handler det om at efterligne naturens mangfoldighed og samarbejde, i stedet for at dyrke én ensidig afgrøde.
Kilde: Steen og Pia Nørhede i "Trivsel i jordbunden"; se også projektplanens §6 og FRDK-præsentationen "Polykultur – planter skal dyrkes sammen" (Fagdag 2025).
I oplægget fortæller Steen, at cirka 80 % af det, der dyrkes på danske marker, går til dyrefoder. Hans polykulturblanding er derfor tænkt som hjemmedyrket kraftfoder: en økologisk landmand bruger den til høns, får og grise, en biodynamisk mælkeproducent på Fyn bruger den som kraftfoder til sine jerseykøer, og Kalø Økologiske Landbrugsskole aftager afgrøden som lokalt produceret foder til deres malkekøer. Ifølge Steen indeholder blandingen ca. 16–18 gram fordøjeligt råprotein pr. 100 gram og et energiindhold tæt på byg.
Kilde: Steen Nørhede i "Trivsel i jordbunden". Skal bekræftes: de konkrete tal for protein- og energiindhold er gengivet mundtligt og bør kontrolleres mod skriftlig dokumentation, før de bruges direkte på siden.
Ifølge Steen skal de forskellige frø sås samtidig i et harvet såbed i cirka 5 cm dybde, gerne med en såmaskine med "rulleskær", der placerer de store kerner (som korn) forrest og de små frø bagerst, så de spirer nogenlunde samtidig. Fordi planterne blomstrer på forskellige tidspunkter — først ærter, så lupiner, så boghvede og til sidst olieplanten — er der blomster i en periode på 40-60 dage, hvilket også gavner insekter som bier og sommerfugle. Ved høst bliver afgrøden skårlagt (klippet af og lagt til tørre, ligesom høslæt), inden den tærskes.
Kilde: Steen Nørhede i "Trivsel i jordbunden".
Steen forklarer det med, at når så mange forskellige arter spirer samtidig i en jord med god krummestruktur, udnytter de hurtigt pladsen og lyset, så der er mindre plads til ukrudt. Samtidig er tre af arterne i hans blanding bælgplanter, som via mykorrhiza-svampenes netværk kan levere kvælstof til de øvrige planter, der ikke selv kan det — noget han beskriver som, at blandingen "kan selv".
Kilde: Steen Nørhede i "Trivsel i jordbunden".
Nej. Både projektplanen og Steen selv understreger, at resultater afhænger af jordtype, klima, arter, sorter, maskiner, anvendelse og marked. Steen fortæller desuden, hvordan han bevidst har udviklet og finpudset sin blanding gennem flere år og på sin bedste jord, før andre landmænd har taget den i brug — og opfordrer generelt til at "regne efter" i stedet for blindt at tro på gode historier, uanset hvilken retning de peger i.
Kilde: Steen Nørhede i "Trivsel i jordbunden"; se også projektplanens §6.4 om faglig redelighed.
Skovlandbrug integrerer træer og buske med landbrugsproduktion, ofte i rækker med afgrøder, bærbuske eller græsarealer med dyr imellem. Steen beskriver det kort som "rækker med træer, og så bliver der dyrket korn" — princippet er det samme som i polykultur: at skabe mere diversitet og lade forskellige lag i systemet arbejde sammen, i stedet for at have store, ensartede arealer med kun én afgrøde.
Kilde: Steen Nørhede i "Trivsel i jordbunden"; se også projektplanens §7.
En skovhave er permakulturens svar på skovlandbrug i mindre skala: man planter i flere lag — store træer, mindre træer, buske, spiselige stauder og bunddækkeplanter — så der opstår en tæt, spiselig og selvforsynende diversitet, der tiltrækker insekter og fugle. Pia beskriver det som at blande alting sammen, "i stedet for at du bare har en ren hvedemark eller en ren gulerodsmark".
Kilde: Pia Nørhede i "Trivsel i jordbunden".
Pia forklarer, at dyr på gården ikke er et mål i sig selv, men en del af økosystemet — dyrene skal have en funktion i systemet, ikke bare være der. Som eksempler nævner hun løbeænder, der spiser snegle i haven, og kaniner, der fungerer som en slags naturlig "græsslåmaskine". Princippet er hentet fra samme kilde som diversitets-princippet: dyr skal integreres, fordi de indgår i et samspil med resten af systemet — ikke fordi flere dyr i sig selv er et mål.
Kilde: Pia Nørhede i "Trivsel i jordbunden".
Udkast — kort baggrundsforklaring, bør kvalificeres af Steen: Nej, ikke nødvendigvis. Økologi er en formel, certificeret driftsform. Regenerativt landbrug er derimod en samling af principper (bl.a. biodiversitet, jorddække, minimal forstyrrelse og integration af dyr) som kan praktiseres både inden for og uden for økologisk certificering. Steen og Pia arbejder selv efter principper fra en rapport om økologisk/regenerativt landbrug fra Aarhus Universitet, som de har omsat til mere hverdagsforståelige begreber i deres egen formidling.
Kilde: Pia og Steen Nørhede i "Trivsel i jordbunden". Den generelle sondring mellem økologi og regenerativt landbrug er tilføjet som baggrund og bør efterprøves.
Se hele oplægget "Trivsel i jordbunden" i Viden & inspiration, eller læs mere om polykultur og skovlandbrug & helheder.